Fortællinger fra Kreta | 36

Det er gennem mange år blevet diskuteret, om hunde forstår hvad vi siger eller om det er intonationen, altså måden vi siger det på og betoningen, som de forstår. Det skal jeg ikke gøre mig klog på, men jeg har alligevel en mening om det, ligesom jeg har om alt muligt andet (som jeg sikkert heller ikke forstår mig på).

I efteråret 2015 fik vi en ”ny” hund. Vi har haft masser af hunde og avlet adskillige Schæferhunde til brugshunde, så vi var ikke helt ubekendte med at skulle have hund igen. Vi valgte at anskaffe os en græsk hund, som vi fik gennem en af de frivillige organisationer der formidler den slags, og som i øvrigt gør et stort stykke arbejde for at skaffe husly, foder og lægehjælp til de mange gadehunde der stadig er i Grækenland, selvom antallet er blevet betragteligt reduceret de senere år.

Vi skulle hente ”Raki” som vores hund hedder i Københavns Lufthavn, og det gik vældig fint. Inde i transportkassen sad hun betuttet og ventede og alt taget i betragtning gik det hele vældig fint. Selv turen i bilen tilbage til Skive, efter en 3 timers lang flyvetur gik uden problemer. Nu skulle ”Raki” integreres i det danske samfund. Det eneste vi på forhånd vidste om hende var, at hun var blevet indleveret i en hundepension af hendes tidligere ejere, at de havde betalt for 14 dages ophold, men aldrig var kommet og hentet hende, hvorfor hun så måtte sidde i hundepensionen et halt års tid, inden man havde lovhjemmel til at videreformidle hende. Det er ikke nemt, når man som ”Raki” ikke er vildt begejstret for andre hunde og er lang tid om at finde tillid til fremmede mennesker.

Jeg prøvede det bedste jeg har lært, til at finde de ting frem i ”Raki” som hun er god til og glad for, men det var lidt op ad bakke. Hun kunne ikke meget og forstod ikke et ord af hvad jeg sagde uanset hvordan jeg prøvede at betone mine ord og meget hurtigt stod det heldigvis klart, at hun i hvert fald ikke kunne oplæres i noget som helst på samme måde, som jeg tidligere har oplært Schæfer hunde.

En dag da jeg var ude og gå en tur med hende, fandt hun pludselig ud af, at der var noget på den anden side af vejen, som hun skulle studere nærmere, og da hun ikke var vant til trafik af noget art, var hun i et nu på vej over vejen i myldretiden. Jeg ved ikke hvad der lige skete, men i stedet for at trække i snoren eller sige stop på dansk, røg det ud af munden på mig ”Stási” (stop på græsk) råbte jeg bekymret for at hun skulle løbe ud på vejen, og vupti – hun stoppede med det samme og satte sig. Og da jeg nu var i gang med det græske og jeg var kommet hen til hende, fortsatte jeg på græsk og sagde ”Pame” (vi går) og hun rejste sig og gik pænt videre sammen med mig, hvorefter hun selvfølgelig blev rost til skyerne.

Siden da er jeg fortsat med at bruge nogle græske ord i stedet for danske, og det virker stadig bedre end at sige de samme ting på dansk med samme græske tonefald. Jeg tror nu ikke det er fordi Raki er specielt klog eller har sprog øre, men hun er MEGET græsk i ordet bedste betydning. Hun holder af at slappe af, elsker god mad og nyder at ligge i solen. Det skal være mere end meget varmt før hun trækker ind i skyggen og den gode mad skal helst indtages i hyggeligt selskab sammen med os andre. Hun tigger ikke ved bordet ligesom nogle hunde gør, men sætter sig pænt til rette på gulvet ved siden af, og venter på at det bliver hendes tur til at få en bid eller to og hun er altid parat til at hjælpe når der skal tages af bordet, forudsat der så vanker lidt ekstra godbidder. Gør der ikke det, bliver hun tydeligvis fornærmet og går hen og lægger sig der hvor hun kan genere mest og alle kan få øje på at hun i den grad er blevet forbigået. Tja, hvad kan jeg sige….Raki er en ægte græker, det er der ingen tvivl om.

Ha’ en dejlig weekend og gå en god lang tur med hunden, hvis du har én. Ellers må du gerne låne Raki, hvis du husker at tale græsk til hende ;-)