Fortællinger fra Kreta | 39

Så sidder man her igen – desværre ikke på Kreta hvor jeg ellers ynder at opholde mig, men derimod ved tastaturet for at skrive endnu en fortælling fra det Græske. Men hvad dælen skal man efterhånden finde på at skrive om, for at det både skal være lidt interessant og der samtidig skal være en vis fornyelse og udvikling i mine fortællinger, og jeg er fuldstændig blank. Samtidig vil jeg jo selvfølgelig ikke skuffe det stigende antal læsere, der fredag efter fredag går ind og læser mine fortællinger.

Hmm…. Det er nu heller ikke nemt, når der lige er ankommet et læs helt friske frugter fra Kreta, som er klar til at blive solgt fra vores butik på lørdag hvor vi holder Græsk Frugtmarked. Duften af de store lækre og saftige vandmeloner og andre gode sager, pirrer mine næsebor og gør det næsten umuligt at foretage sig noget fornuftigt arbejde på kontoret. Skrivebordet ligner noget der er løgn med bunker af papirer og hvad ved jeg, men det er godt nok svært at koncentrere sig om noget som helst, når den der dejlige duft af friske græske frugter bare blive ved med at snige sig ind, selvom der er flere vægge og døre ud hvor varerne står.

Nå, men heldigvis nærmer tiden sig da mere og mere til at man selv skal på ferie, og så kan man om ikke andet glemme dyngerne af papir for en stund. Den slags bunker, som i hvert fald jeg har, ligner for nogle rod og uorden, men ind imellem bliver der ryddet op. Det er der faktisk en god græsk metode til at gøre for at undgå stress, for det er siges jo, at det man ikke får lavet, der giver en stress og stress er jo ikke ligefrem noget der tilsyneladende påvirker grækere. Nej, det græske metode er egentlig ret god. Har man for mange bunker liggende på bordet eller generelt for meget arbejde liggende der endnu ikke er færdiggjort, kan man med fordel bare lade det være og lade være med at tænke på det. Det er alligevel bare negative tanker der sætter sig til stress. Faktum er nemlig ifølge den græske metode, at hvis arbejdet eller bunkerne af papirer stadig ligger der efter et år eller to, er opgaverne enten løst af sig selv, eller også behøver de ikke nogen løsning. Sagen er nemlig, at der er så pokkers mange små opgaver i det daglige, både rent arbejdsmæssigt og privat, der slet ikke behøver nogen løsning, fordi det bare er flygtige indskydelser der ikke har nogen videre betydning. Det er lidt som dengang jeg var dreng – jeg fik tit at vide, at man ikke bare kunne lægge sine skolelektier ind under puden om natten, for at de så var løst om morgenen. Og dengang, ligesom i dag, mente jeg at det skulle undersøges nærmere, så en gang imellem røg lektie bogen ind under hovedpuden, når jeg var sikker på at mine forældre var gået i seng, og det virkede faktisk meget godt, for det var alligevel sjældent jeg lige blev spurgt om noget af det jeg skulle have haft læst op på, og så var det problem jo løst.

Selvfølgelig er det ikke anbefalelsesværdigt at lægge alle opgaver ind under hovedpuden eller i bunker på bordet, for parkeret oppe i hovedet på én, men det er anbefalelsesværdigt at prioritere sin tid og sine opgaver i den rigtige rækkefølge. Så nu vil jeg prioritere min tid for den næste uge, hvor fruen og jeg tager et lille smut til London som er på andenpladsen af vores foretrukne rejsemål (gæt selv hvad der ligger på førstepladsen ;-) ). Derovre kan det jo ske at vi finder vej en til en af de 21 Græske restauranter der ligger i centrum af London eller får hilst på nogle af de over 300.000 grækere, der har bosat sig i London, hvem ved. Men vores lille tur til London betyder så også, at der næste uge ikke kommer nogen fortælling fra mig, for der vil jeg enten være at finde på en lokal engelsk pub med en pint i hånden eller måske på en græsk restaurant med en Retsina. 

En ting er i hvert fald helt sikkert – bunkerne af papirer på skrivebordet får lov til at ligge til jeg kommer tilbage, og det klarer de nok også helt fint.