Spring til indhold
Fri fragt til pakkeshop ved 399,- 🤍 Levering 1-3 hverdage 🤍 4.8/5 på Trustpilot
FRI FRAGT TIL PAKKESHOP VED DKK 399+
Fortællinger fra Kreta | 54

Fortællinger fra Kreta | 54

Efter et par måneder på Kreta (kun afbrudt af en lille smuttur til Danmark en uges tid) er jeg nu tilbage i det kolde og våde Jylland. Hvis jeg skulle være rigtig optimistisk ville jeg sig, at det vel nok er dejligt at komme hjem igen, ”for ude er godt, men hjemme er bedst” som det siges. Men det er lidt svært at forholde sig nøgternt til, når Kreta er mit andet hjem og temperaturen stadig er 26-28 grader dernede og jeg elsker varmen. Supergodt vejr til dem der skal holde efterårsferie dernede og ifølge vejrudsigten skulle det blive fuld sol hele næste uge, så det kan der vist ikke klages på. 

Efter at man, som jeg, kommer hjem efter et par måneder, er der en masse der skal ordnes. Græsplænen er blevet så langhåret, at den skal høstes med le, der ligger nedfaldne grene og blade rundt om i haven der skal fjernes, sommerblomsterne er mere eller mindre visne og skal kasseres, ukrudtet er væltet frem de mest besynderlige steder, vindrueplanten på terrassen er igen vokset over ende og lukker alt lys ude til de mange store vindrueklaser der hænger, og sådan kunne jeg blive ved med at remse op, men der er også et enkelt lille lyspunkt. Min flaske græskar plante som jeg satte ud i det tidlige forår, og som jeg ikke havde forventninger om skulle bære frugt, er vokset sig så stor, at den lukker fuldstændig af for ethvert lysindfald i vores stue, og så er den endda fyldt med bittesmå ”Flaski’er” som de kaldes på Kreta, hvorfra jeg også har frøet til planten. Alle de små Flaski’er kan selvfølgelig ikke bruges til noget, men der er 2 flasker som måske kan blive til noget og den ene er endda gigantisk stor. Jeg har faktisk sjældent set så stor en Flaski på Kreta, så nu er jeg meget spændt på om den også vil tørre, så jeg kan lave den om til en flaske, en lampe eller kunne bruge den som dekoration.

Jeg lærte et par tricks til hvordan man skal gøre for at de naturlige flasker har en chance for at modne og tørre op med den stenhårde gyldenbrune overflade som de skal have uden den samme sol, som de sædvanligvis får under de sydlige himmelstrøg. Jeg skulle sørge for at give den mulighed for masser af sollys, så væk med stort set alle blade på planten, så de ikke skygger. Det tror jeg min kone er glad for, fordi der så også kan komme lidt sollys ind i stuen. Men jeg synes nu det er et lidt sørgeligt syn, når sådan en stor plante, der er vokset op på bare 5-6 måneder og nu spænder 6-7 meter i hver retning langs tagrenden med bare med en enkelt tynd stængel fra jorden og 2 meter op før den deler sig. Nu bliver det så spændende at se om min kæmpe Flaski vil modne inden frosten tager livet af den. Så for en sikkerheds skyld har jeg lavet en pude placeret på en stol, så den ikke falder så langt og smadrer ud over alt, hvis den skulle falde af. Men jeg krydser fingre og håber vejrguderne er med mig lidt endnu.

Næste år må jeg bestemt prøve igen, for det er nu meget hyggeligt at følge planten, men den tid den glæde.

Kunne du tænke dig at forsøge med din helt egen Flaskegræskar, så har jeg frø hentet på Kreta som du kan komme forbi og få ganske gratis i butikken, og hvis du gider at betale for posten, så sender jeg også gerne en lille håndfuld til dig. 

God efterårsferie til dem der har det og god weekend til alle

Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 55
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 53

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de offentliggøres

* Påkrævet felt