Spring til indhold
Fri fragt til pakkeshop ved 399,- 🤍 Levering 1-3 hverdage 🤍 4.8/5 på Trustpilot
FRI FRAGT TIL PAKKESHOP VED DKK 399+
Fortællinger fra Kreta | 64

Fortællinger fra Kreta | 64

For efterhånden flere måneder siden begyndte Maria (den mellemste af de 3 døtre jeg har) at lægge sine og hendes børns juleønsker op på vores lille lukkede familiegruppe på Facebook. Hun er altid den første og Victor (den yngste af min børneflok) er næsten altid den sidste. Jeg selv får altid puttet et eller andet juleønske ind selvom jeg egentlig ikke ved hvad jeg skal ønske mig. Men i år har jeg faktisk et ekstra juleønske, som desværre nok bliver svært at pakke ind, svært at give og indbefatter langt flere end vi er i vores lille Facebookgruppe.

Jeg ønsker mig nemlig at vi én gang for alle får afskaffet ”Janteloven”

Søger man på Google, får man i dag 429.000 resultater når man skriver ”Janteloven”. Søger man i stedet ”Grundloven” får man 409.000 resultater og søger man ”Færdselsloven” dukker kun 152.000 resultater op. ”Miljøbeskyttelsesloven” giver 73.100 resultater, mens ”Straffeloven” topper med 711.000 resultater.

Man kan altså med simpel hovedregning konstatere, at Straffeloven og Janteloven har mere end det dobbelte antal resultater af Færdselsloven, Miljøloven og Grundloven tilsammen. Jeg kan forstå hvorfor vi har Grundloven, Færdselsloven, Straffeloven osv., men Janteloven… Hvad skal vi bruge den til?

Janteloven er et begreb skabt af den dansk-norske forfatter Aksel Sandemose i romanen “En flygtning krydser sit spor”, der udkom i 1933. I romanen skildrer Sandemose den fiktive by Jante, der har en del tilfælles med forfatterens egen fødeby Nykøbing Mors, i begyndelsen af det 20. århundrede. Jante er en by, hvor folk holder hinanden nede og ikke tillader, at nogen gør sig bemærkede på deres dygtighed. Janteloven er den lov, borgerne udøver over hinanden, og den fungerer som en uformel straffelov. Ligesom Bibelens ti bud består Janteloven også af ti påbud der lyder som følger:

Du skal ikke tro, du er noget.

Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.

Du skal ikke tro, at du er klogere end os.

Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.

Du skal ikke tro, du ved mere end os.

Du skal ikke tro, at du er mere end os.

Du skal ikke tro, at du duer til noget.

Du skal ikke le ad os.

Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig.

Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.”

I mine øjne er Janteloven et udtryk for en grim misundelse af værste karakter, der arbejder mod enhver form for innovativ udvikling. Stikker man næsen frem, får man mildest talt en over snuden. 

Så vil jeg meget hellere den alternative positive nyere Jantelov der ligeledes har 10 bud: 

Du skal vide at du er noget.

Du skal vide at du er lige så meget som os.

Du skal vide at du er klogere end os.

Du skal vide at du er bedre end os.

Du skal vide at du ved mere end os.

Du skal vide at du er mere end os.

Du skal vide at du dur til noget.

Du skal le ad os.

Du skal vide at nogen bryder sig om dig.

Du skal vide at du kan lære os noget

Så hvis du, kære læser, lige står og mangler en julegave til en du holder af, så giv ham/hende den alternative positive Jantelov. Den tror jeg på bringer langt mere glæde end så meget andet (og så er den jo faktisk ganske gratis)

Kan I nu alle sammen have en fantastisk jul og et godt og lykkebringende nytår.

Jeg selv holder lige en lille pause med fortællingerne frem til den 3. januar 2020, hvor jeg vil nyde at dagene tiltager og glædes ved, at der så ikke er mange måneder til, at jeg tager hul på det nye års ture til Kreta, hvor de første tilmeldinger allerede er tikket ind på computeren.

Καλά Χριστούγεννα και Ευτυχισμένο το Νέο Έτος

(God Jul og Godt Nytår)

Fortællinger fra Kreta | Elenas - Smagen af Grækenland

Forrige artikel Fortællinger fra Kreta | 65
Næste artikel Fortællinger fra Kreta | 63

Læg en kommentar

Kommentarer skal godkendes før de offentliggøres

* Påkrævet felt