Fortællinger fra Kreta | 22

I dag har jeg tænkt mig, at fortællingen skal handle om kaffe. Men hvorfor dog det, vil nogle sikkert mene, for er der nogle der burde kende til kaffe er det vel os danskere, med et gennemsnitligt kaffeforbrug på 8,6 kilo kaffe om året. Kun overgået af finnerne med 12 kilo og østrigerne med 9 kilo og betydeligt større end det gennemsnitlige forbrug af kaffe i hele Europa, som er fire kilo. Lad det være sagt med det samme – jeg er helt klart med til at holde gennemsnitsforbruget oppe, for jeg kan drikke kaffe hvor som helst og når som helst.

I 2005 da jeg med min kone og børn var faldet pladask for Kreta efter vores første ferierejse derned i slutningen af september og en uges tid efter hjemkomsten simpelthen måtte derned igen i starten af oktober, blev jeg for første gang introduceret for den Græske kaffe. Det var ekstremt varmt for årstiden med op mod 40 grader, så det var ikke lige kaffe jeg tænkte mest på, da ejeren af det lille hotel vi boede på, kom hen og bød mig på en kop, så han jeg kunne sidde lidt i skyggen og ordne verdenssituationen. Helt sådan som man nu en gang gør, når et par mænd eller flere samles om en gang Græsk kaffe. Det tog en evighed før kaffen kom, men inden da kom hans kone ud til det lille bord vi sad ved i skyggen mellem stakke af øl- og frugtkasser, som udgjorde det for hans lager til hotellets poolbar. Med sig havde hun 2 glas iskoldt vand, som hun stillede på bordet. Uha, det var dejligt, tænkte jeg, og skyllede hurtigt vandet ned for at afkøle mig så godt jeg nu kunne. ”Du var nok tørstig” sagde han med et smil på læben, og ja det var jeg. Lidt efter kom kaffen så. To små kopper med en velduftende rygende varm kaffe. Men det var nu ikke helt det samme som de krus jeg normalt drikker kaffe af hjemme. Det var nogle bittesmå kopper, men kaffen smagte helt vidunderligt. Langt bedre end den jeg plejer at drikke i Danmark. Det kunne dog blive til et par slurke, men det tredje slurk var den der gjorde udslaget. Jeg drak det sidste, helt som jeg plejer derhjemme, og tømte koppen i en sidste slurk - det var slet ikke godt. Min mund fyldtes med kaffegrums der sad overalt i ganen, på tungen og imellem tænderne, og det føltes som om jeg var ved at blive kvalt i kaffegrums. Han grinede højlydt og kaldte på sin kone, der også kom ud og storgrinede da hun så, hvordan jeg sad der og ikke anede hvor jeg skulle gøre af mig selv. ”Du skulle vist ikke have drukket vandet først” sagde han, hvorefter han bare grinede endnu mere.

Det var min debut med Græsk kaffe, som jeg imidlertid har lært en masse af, eller som mange af mine græske venner siger om den historie, så lærte jeg at drikke Græsk kaffe på den rigtige, men hårde måde.

Græsk kaffe er nemlig ikke noget man bare lige sådan tilbereder eller drikker. Der er en masse regler og lige så mange ritualer forbundet med det, når to eller flere mænd sætter sig sammen for at ordne verdenssituationen over en kop Græsk kaffe, og først og fremmest skal man give sig god tid, både til at tilberede den og til at drikke den. Men så er det også en kaffenydelse der langt overgår alt andet i mine øjne. De helt gamle ritualer med hvor mange gange man må røre i kaffen med sin ske, hvilken vej man må røre og hvor mange gange man må støde sin Briki (den lille kande man bruger), er med tiden gået lidt i glemmebogen, men teknikken til at lave den perfekte Græske kaffe, er stadig den samme. Hvis du vil lære hvordan, kan du se det på denne lille video med og af Ted Lelekas og lære alle grundprincipperne. Godt nok ikke til den helt autentiske måde med at lave den over varm sand, men dog den næstbedste måde. Nå ja, du kan selvfølgelig få det vigtigste, nemlig kaffepulveret, hos Elenas.

Yammas og god weekend