Fortællinger fra Kreta | 24

Hører man til dem der med jævne mellemrum følger med i vejrsituationen på Kreta, har man de sidste uger kunnet se, at den ellers så skønne solbeskinnede ferieø, har været forvandlet til et intermezzo af regn og rusk, som har hærget og raseret i en grad, der kun sjældent er set før på de breddegrader.

Veje er sunket sammen og efterladt meter dybe huller, historiske solide stenbroer er skyllet væk og afskåret nogle af de mange små idylliske landsbyer i bjergene fra omverdenen og store vandmængder har forårsaget oversvømmelser i huse og butikker. Nej, det er bestemt ikke det Kreta vi kender lige nu, men så alligevel er der noget meget bekendt ved kretensernes reaktion. Hele vejen op gennem historien fra tidernes morgen, har kretenserne vist ukuelig viljestyrke grænsende til det ekstreme. Der er stort set intet der kan slå en kretenser ned og få dem til at miste modet - det er bevist adskillige gange. Om det så bunder indædt stædighed eller blot er et udslag af, at man som kretenser ikke vil lade sig kue af noget som helst eller for den sags skyld lade andre bestemme over én, ved jeg ikke, men det er i hvert fald en kendsgerning, der ikke står til at rokke ved.

Jeg talte forleden dag med Katie, der er kontaktpersonen hos en af vores vin leverandører på Kreta, og talen faldt automatisk på det dårlige vejr, der den sidste tid har været på Kreta. ”Ja det er noget skidt” sagde hun, ”men nu får vi da så nogle nye broer og vejene bliver repareret, så de er fine igen, inden turistsæsonen starter - det skal nok blive godt” sagde hun fuld af optimisme. I samme åndedrag fortalte hun så også, at de ikke havde haft hverken strøm elle vand det sidste halvandet døgn, men nu da det var kommet tilbage, var det jo ingen grund til at gå og være irriteret over det længere.

Den gamle historiske stenbro Kerriti i Alikiona kolapsede i mandags og blev skyllet væk i småstumper. Men allerede tirsdag eftermiddag ankom militærets ingeniørtropper med en større konvoj af køretøjer og en ny midlertidig bro, som de tidligt onsdag morgen begyndte at etablere og allerede fredag ville stå fix og færdig. Og så siges det at kretensere og grækere i øvrigt, er sløve og dovne. Det er de bestemt ikke, hvis det er noget der er vigtigt at få ordnet med det sammen og noget der på nogen som helst måde skader eller ødelægger det lokalområde eller den ø. Så etablerer de lynhurtigt en kæmpe frivillig arbejdsgruppe, der er parat til hvad som helst, for at genoprette hvad der nu måtte være ødelagt.

Så med denne lille korte fortælling fra Kreta fra ugen der gik, kan jeg kun sige: Kalós ílthate (vær hilset) til kretenserne og tage hatten af for deres evne til aldrig at lade sig slå ud og hverken lade andre eller vejret bestemme og den enkelte kretenser. Det er vist hvad man med rette kan kalde både frihed og mod.

God weekend