Fortællinger fra Kreta | 6

Da jeg første gang i 2005 stiftede bekendtskab med græsk vin eller rettere kretensisk produceret vin, var det bestemt ikke nogen god oplevelse. Det smagte rent ud sagt som det værste sprøjt jeg selv sagtens kunne lave bedre hjemme på en af såkaldte 3-ugers vine, det i sin tid var så populært at brygge.

Egentlig underligt nok, for på Kreta har man har produceret vin i mere en 4000 år og netop på Kreta findes den ældste vinpresse i verden i byen Vathypetro. En vinpresse som man mener er fra omkring 1550 før kristi fødsel, så de burde da ellers have erfaringen, skulle  man mene. Men som så mange andre turister, fik jeg jo også bare noget af det billigste og dårligste vin, som tjeneren på den lokale Taverna lovpriste og fortalte om hvor god den var, og at vinen selvfølgelig kom fra Tavernaens egen lille plantage og blev produceret efter alle kunstens regler, sådan som man havde gjort i generationer. Men nej tak – jeg valgte hurtigt at bestille øl til maden i stedet, selvom jeg faktisk var og stadig er mest glad for vin.

I 2009 blev jeg inviteret til at være med til vinhøsten hos en familie på Kreta og det var da vældig hyggeligt, men efter en lang dag hvor jeg havde stået og fodret en elektrisk druepresse med druer, valgte jeg alligevel øl til den efterfølgende frokost, hvor alle der havde været med til høsten samledes og lidt god mad.

En anden af mine gode bekendte på Kreta, som jeg stadig ser jævnligt, tog en aften, vi sad og hyggede os i det tidlige forår, sin lille Flaski (sådan en udhulet Calabash) frem og spurgte, om ikke jeg ville smage noget af det bedste vin der fandtes på Kreta. Forventningen var stor så jo, det ville jeg selvfølgelig gerne. Mens han skænkede sagde han, at denne vin, som selvfølgelig var hans egen, kun kom frem på bordet ved helt særlige lejligheder og den var forbeholdt de få indviede. Jeg smagte på den og fik nogenlunde samme oplevelse som jeg havde fået første gang i 2005. Det var som en ualmindelig dårlig portvin med rædselsfuld smag og uden karakter. For ikke at skuffe min gode ven, drak jeg dog alligevel ud og fik (desværre) fyldt glasset op igen. Dagen efter havde mere end nok at gøre med at kæmpe med en infam hovedpine, som mere end noget lignede en ordentlig omgang tømmermænd, som jeg dog ikke helt kunne forstå efter bare 2 glas vin. ”Hvad syntes du om min vin, er den ikke bare fremragende?” spurgte han med forventning i stemmen.  Det var lidt svært at svare på uden at skuffe ham, men nej den var på ingen måde fremragende. Det var om muligt noget af det værste sprøjt jeg nogensinde havde smagt.

Jeg er da heldigvis blevet meget klogere på de græske og specielt de kretensiske vine, for der findes rent faktisk adskillige særdeles seriøse vinproducenter på Kreta, der ikke har ladet sig friste af EU’s støtteordninger for at plante oliventræer i stedet for druer og stædigt i generationer holdt fast ved kærligheden til at fremstille noget af det ypperste indenfor vin.

Så meget desto mere kan det ikke andet end glæde mit gamle hjerte, at vi i vores butik Elenas netop har fået importen og distributionen fra nogle af de overhovedet bedste vinhuse på Kreta og fastlandet. Faktisk så mange slags, at vi indenfor meget kort tid kan fremvise ikke mindre end 40 slags græske vine, hovedsageligt fra Kreta.

Det ser jeg personligt rigtig meget frem til, så jeg fremover kan nyde et godt glas kretensisk vin til maden.