Fortællinger fra Kreta | 9

Når jeg imellem passer vores forretning i Hem (og det sker jo af og til) kommer der jævnligt kunder ind og spørger hvornår jeg flyttede til Danmark, for de synes jeg taler rimelig godt dansk. Hver gang må jeg skuffe dem med at jeg faktisk er både opvokset og født i Danmark af danske forældre. Det giver altid sådan et lille tomrum, for kunderne aner ikke hvad de så skal sige og det ender gerne med et; jamen, vi troede ……

Når jeg går rundt i Chania på Kreta, som jeg også ofte gør, kommer der jævnligt nogle ældre grækere hen til mig og spørger om vej eller alt muligt andet. Hver gang må jeg skuffe dem med at jeg faktisk er dansker, opvokset og født i Danmark af danske forældre. Det giver også sådan et lille tomrum, hvorefter de gerne siger; jamen vi troede ……, men så undskylder de som regel pænt og går videre, gerne med en indbyrdes snakken jeg kun sjældent forstår helt, men tydeligvis på deres kropssprog og deres blikke viser at de ikke helt tror på hvad jeg siger.

I et af de områder i den gamle bydel i Chania, hvor jeg kommer mest, blev jeg for nogle år siden stoppet foran en taverna af en af ejerne. Jeg troede først at han ville have mig til at komme ind og spise eller få noget at drikke og den måde at shanghaje kunder på, er mig meget imod. Specielt fordi han faktisk gik efter mig og kaldte på mig. Ikke ved navn, men helt klart for at få mig til at stoppe op, hvilket jeg modvilligt gjorde. ”Undskyld” sagde han, ”jeg troede bestemt at du var min far, men det mærkelig er, at han døde for flere år siden. Det må du virkelig undskylde, men du ligner ham på en prik” gentog han. Smart måde at prøve at lokke kunder ind på, var min første tanke, men det var slet ikke tilfældet. Han mente virkelig hvad han sagde og var vitterlig dybt chokeret da han første gang så mig. Siden er det gennem nogle år blevet sådan en joke, så når jeg nærmer mig ham, råber jeg gerne til ham, at han skal passe på og passe sit job, for nu kommer hans far. Jeg syntes selv det var lidt morsomt de første par gange, men jeg kunne også godt se på ham, at det virkelig berørte ham hver eneste gang og han stod nærmest skoleret, når jeg gik forbi og han har som en af de eneste aldrig nogensinde spurgt mig om jeg ikke havde lyst til at komme ind i hans taverna, så det er i hvert fald ikke derfor.

Jeg aner ikke hvad jeg selv skal tillægge den slags oplevelser men jeg ved, at jeg første gang jeg landede på Kreta meget impulsivt og spontant udbrød noget i retning af, at jeg var kommet hjem. Jeg ved også at jeg kender Chania langt bedre end jeg nogensinde har kendt Østerbro i København, hvor jeg både er født og opvokset og levet de første mange år af mit liv og føler mig meget mere hjemme i Chania.

Så måske har jeg levet før og været kretenser og måske er jeg dybt i min sjæl græker, men jeg hælder nu mere til at der finde to slags mennesker, som det selvfølgelig var en græker der sagde; dem der er grækere og dem der gerne vil være det.